Kan LDN modvirke udviklingen af kræft?

Det er spørgsmålet som søges belyst i en artikel, som en gruppe forskere fra USA og Canada har skrevet.

Artiklen hedder ”Naltrexone`s Impact on Cancer Progression and Mortality: A Systematic Rewiev of Studies in Humans, Animal Models, and Cell Cultures” og er udgivet i 2021 i tidsskriftet Advances i Therapy.

Og konklusionen er, at det kan det muligvis godt, men der skal yderligere undersøgelser til, for at man kan vide det med sikkerhed.

Artiklen bygger på en gennemgang af alle publicerede artikler omhandlende Naltrexon og cancer. I alt 533 artikler blev fundet, og efter grundig gennemlæsning blev 43 artikler fundet egnet til at indgå i analysen.

Artiklerne inddeler sig i 3 gupper:

1. LDN’s effekt på kræftpatienter
2. LDN’s effekt på kræft hos laboratorierotter og – mus
3. LDN’s effekt på kræftceller i glasskåle

I forhold til LDN’s effekt på kræftpatienter, så beskriver forskerne 18 tilfælde, hvor patienter med forskellige former for kræft, alle i svært fremskredent stadie, har fået LDN i doser 3-5 mg. pr. dag.

Alle patienter oplevede enten en reduktion i størrelsen på kræftknuden eller en opbremsning i udviklingshastigheden af kræftknuden. Ligeledes beskrives virkningen af LDN på laboratorierotter og -mus med forskellige former for kræft.

Man sammenlignede to grupper, hvoraf den ene fik LDN og den anden ikke fik LDN. Det viste sig, at de LDN-behandlede dyr havde klart mindre kræft og længere overlevelse, end de dyr, der ikke fik LDN.

Endvidere opdagede forskerne, at de rotter, som fik den mindste dosis LDN på 0,1 mg./kg. havde den højeste overlevelse og den største reduktion i størrelsen på kræftknuden i forhold til de dyr, som fik højere doser LDN på 1 eller på 10 mg./kg.

I laboratorier har man undersøgt hvorledes LDN påvirker væksten af forskellige typer kræftceller, når man dyrker dem i glasskåle. Man har givet LDN enten som kontinuerlig tilførsel eller intermitterende i 4 eller 6 timer om dagen.

Man har så målt tilvæksten eller reduktionen af størrelsen af cellekulturen sammenlignet med en tilsvarende cellekultur, som ikke blev tilført LDN.

Resultaterne viste, at de cellekulturer, der fik LDN kontinuerligt, voksede mere end kontrolcellerne uden LDN, hvorimod de cellekulturer, der fik LDN i 4 eller 6 timer voksede mindre end kontrollerne.

Man kan således konkludere, at i en laboratorieopstilling med cellekulturer med forskellige kræftceller virker intermitterende LDN hæmmende på væksten af kræftceller.

Man forklarer det observerede ved, at når LDN er til stede i cellerne i kortere perioder, så vil kroppen kompensatorisk lave mere af hormonet Opioid Growth Factor (OGF) som er involveret i reguleringen af organismens celledeling ved at forsinke delingsfasen.

Når LDN gives kontinuerligt, så øges OGF ikke, og celledelingerne bremses ikke.